Ny roer - kom godt i gang

Start i rosæsonen

Rosæsonen starter normalt ved skiftet til sommertid, altså i slutningen af marts måned. Det er et godt tidspunkt at starte sin karriere som roer på. Vi afholder i foråret, ofte i maj måned, et eller flere rokurser, hvor årets nye medlemmer introduceres til roning og sikkerhed af erfarne instruktører.

Men du kan selvfølgelig bliver optaget på hvilket som helst tidspunkt. Hvis du ikke nåede at deltage på et rokursus, så laver vi et specielt forløb for dig.

Hvis du gerne vil tilmeldes, så tag kontakt til én af de to kontaktpersoner herunder. 

Et rokursus forløber over to dage: lørdag og søndag. Gennem forskellige aktiviteter, der hovedsageligt foregår i bådene på vandet, lærer du til rotaget, de kommandoer man anvender under roning og de regler man skal kende, for at roningen kan foregå forsvarligt.  Du aflægger også en  svømmeprøve i Slotssøbadet i Kolding. Du kan sagtens ro i dit almindelige sportstøj som fx løbetøj, men skal huske at tjekke vejrudsigten og medbringe relevant overtøj.

Efter man er blevet oplært i roningens grundregler og principper, og man har roet nogle ture med en instruktør, bliver man  frigivet til at ro på lige fod med klubbernes øvrige medlemmer.  Når man den første sæson som roer bruger tid på roning, helst to gange om ugen, så bliver man hurtigt god til at ro og også glad for at være en del af klubfællesskabet. Som roer kaldes man ”kanin” indtil man døbes en lørdag i august/september og herefter kan man kalde sig rigtig roer.

De fleste roere deltager efter deres første sæson i klubben i et kortturs-styrmandskursus (se kurser) og erhverver sig retten til at være styrmand i en båd i klubbens daglige rofarvand (se rofarvand).

 

Start i vintersæsonen

Vil du gerne starte din ro-karriere i vintersæsonen, kan du blive introduceret til indendørs roning i romaskiner og få mulighed for at komme i rigtig go' form inden du deltager i ét af intro-kurserne. Der er også mange andre vinteraktiviteter, du kan deltage i, såsom volley, svømning og gymnastik.

 

 

Kontaktpersoner seniorroning

Uffe Lau Sørensen
Uffe Lau Sørensen
+4550502809
uffelau@popp.dk
Ulla Nørtoft Jørgensen
Ulla Nørtoft Jørgensen
+4540280191
uj@profibermail.dk

Eksempel på introkursus

 

Kanindåb

Kanindåben er den klubbegivenhed, hvor årets nye medlemmer – kaninerne – døbes, og herefter kan de kalde sig ”rigtige” roere. Kanindåben er en gammel tradition, som stadig holdes i hævd i mange roklubber landet over - således også i roklubberne i Kolding. Det er en dag med en masse spas - en festlig, tosset og sjov dag.

Her skal ikke røbes for meget, men det kan afsløres, at den ægte Kong Neptun hvert år dukker op fra havet med sit følge, for at forestå dåben…………..og så siger vi ikke mere. Men HUSK, der er ikke noget særligt at frygte.

Oftest afholdes kanindåb en lørdag i august måned. Kanindåben er en offentlig begivenhed, så man kan som kanin dele oplevelsen med familie og venner.  Der er fri entré og mulighed for at købe øl og vand m.m.

I roklubberne i Kolding trives unge, seniorer og pensionister