KDR - Historie

Kolding Dame-Roklub (KDR) blev stiftet i 1922. På den tid var det ikke almindeligt, at kvinder deltog i sportsaktiviteter, der gav sved på panden. I Kolding var der imidlertid fire piger, der gerne ville være roere. De kunne ikke blive optaget i Kolding Roklub, men fik i stedet hjælp herfra til at starte egen klub. Damerne kom hurtigt med i kaproninger, og i 1928 hentede klubben den første sejr ved kredskaproning. Om der blev kæmpet om stil eller styrke fremgår ikke, men igen i 1946 gik en førsteplads til Kolding-damerne, denne gang ved Danmarksmesterskabet i inrigger.

 

Nedbrændt klubhus og bådhal

I december 1946 nedbrændte klubhus og bådhal med både. I løbet af 1947 blev der skaffet syv nye både, der fik midlertidigt husly i Eksportstald nr. 10 på havnen. Her hjalp Kolding Sejlklub med lokaler til omklædning i perioden uden klubhus. Kolding Kommunen bevilgede opfyldning af grunden på Strandvejen og arkitekt Noes-Pedersen tegnede et nyt hus.

Medlemmerne tog aktivt del i genopbygningen, og om den første del af byggeriet fortæller Rita Walsted og Inge Noll Simonsen: ”Vi var med til at genopbygge klubhuset i 1947 – før vi roede ud, skulle vi bære sten til huset eller være med i rengøringen”.

Men der blev også tid til at ro: ”Om lørdagen roede vi en stor flok på tur til syd-spidsen af Fænø, Snoghøj eller Middelfart – søndag morgen hentede vi rundstykker og mælk hos bageren," fortæller Rita og Inge.

I 1949 blev den første Ungdomsafdeling for piger fra 12 – 17 år stiftet. Turene var kortere end de voksnes og gik blandt andet til Skarre Odde, hvor Kolding Dame - Roklub i mange år havde sommerhus.

 

Sammenhold og netværk

I 1950’erne og 60’erne blev meget fritidsliv levet i roklubben, både med roture til vands og kammeratskab på land. De daglige ture var ikke så lange, men weekend-ture gik fortsat typisk til Fænø.

I 60'erne og 1970’erne blev der roet kaproning i både inriggere og outriggere.

Kolding Dameroklub og Kolding Roklub ligger side om side i Strandhusebugten, hver med deres særpræg. Klubberne arbejder i dag tæt sammen om daglig roning, træning, ture og festlige arrangementer. I 1986 var det første gang, at der blev lavet et fælles ro-kursus for nye roere.

Kolding Dame - Roklub er en af de seks dameroklubber, der er tilbage i Danmark. Dameklubberne mødes hvert andet år til et aktivt sommertræf.

Kaproere i KDR anno 1928

Kaproere anno 1928