Lang-ture

På tur i det nære Lillebælt - turforslag

Når formen er ved at være på plads, gennem træningen i de første måneder på fjorden, er det tid til at kigge nærmere på det nærliggende bælt. Her skal du/I huske en langtursbevilling og en langtursstyrmand i hver båd.

  • Fredericia Roklubs sommerhus: Fra Strandparken følges kysten mod øst, forbi sommerhusene Børup Sande. I bugten på vej mod Snoghøj er der sandstrand, hvor bådene kan løftes på land. Man kan spise frokost - eller overnatte i roklubben - og ro hjem igen (ca. 28 km)
  • Midtskoven - østsiden af Stenderup-halvøen: Fra Løverodde roes der sydpå og efter ca. 3 km kan bådene løftes på land eller lægges for anker - der er en del småsten, og en flot udsigt til Fænø og Fænø Kalv (ca. 20 km)
  • Ålbo - østsiden af Stenderup-halvøen: Dykkerne holder til her - der er en campingplads med kiosk. Bådene løftes på land på kysten nord for broen ( ca. 24 km)
  • Middelfart: Der kan lægges til ved roklubben eller forsøges i det nye område ved Kulturøen. (ca. 30 km)
  • Hindsgavl: Man må lægge til ved den fine både/bade-bro. Vær dog opmærksom på strøm og passage af andre både. Sørg for at sikre bådene godt, hvis I går i land og tager en tur i parken (ca. 24 km )
  • Fænø Kalv: Kan også nås på en aftentur. God til dagtur og overnatning for få både (ca. 20 km)
  • Fænø: Der er mange muligheder for at lægge til - dog ikke for overnatning ( 30 km)
  • Fyr-tur: Har du styr på fyrene og positionerne? Tag en tur rundt om Fænø, gennem bæltet til den gamle Lillebæltsbro, og hjem igen. Hvor mange fyr kan I finde? Hvilke positioner er de på? (ca. 35 km)

(Kilde: tidligere rochef i KDR, Lis Grove-Nielsen)