Rosæson 2021 skydes snart igang

4. marts 2021 10:02 , af Lene Kiltang

2 uger tidligere end normalt starter udendørs rosæson 2021!

Og vi kan næsten ikke vente.....

 

Lørdag den 13. marts kl. 14.30 hejses standerne, og der må ros efter det opdaterede vinterreglement for 2021 så snart pontoner er kommet i. Bemærk især, at frem til den 1. april er det udelukkende frigivne roere med godkendt svømmeprøve som må tage på vandet. 

Standerhejsning bliver som vores standerstrygning i 2020 uden den sædvanlige markering, da det fortsat ikke er tilladt at samles mere end 5 personer (med mindre det er organiseret udendørs træning, hvilket en standerhejsning næppe kan kaldes :-) ). Derfor skal vi også bede om, at man ikke kommer kl. 14.30, men det er jo fortsat tilladt at gå en stille tur forbi roklubberne bagefter og nyde synet at de nyhejste standere.

Da klubberne nu igen har fået lov at åbne, er det også tilladt at gå ind i roklubberne, hvis man har et ærinde. Det kunne være at man skal efterse en båd eller redningsveste. Møder er fortsat ikke tilladt indendørs og man skal være opmærksom på, at der både ude og inde kun må være max. 5 personer forsamlet. Dette gælder også efter træning, så hvis man skulle få lyst til at sætte sig på bænken med en kop kaffe efter endt træning, er det vigtigt at man ikke er mere end 5 personer.

Derudover er det indtil videre ikke tilladt at benytte motionsrum, klublokale eller omklædnings-/baderum. Man må gerne hænge jakker, tasker og stille sko, men ikke klæde om eller bade. Klubaftener og roaftener er ligeledes suspenderet indtil det igen kan gøres forsvarligt.

Det er muligt at ro i de både der er nået at blive klargjort, inden klubberne blev helt lukket. Både der ikke er klar til at ro vil blive blokeret i rokortet, så man ikke kan vælge dem.