Inriggeren fås som toårers og fireårers. Båden skal altid være bemandet med styrmand. Inriggeren er den bredeste bådtype og er særdeles velegnet til roning på åbent vand, da den er meget stabil og sødygtig. Åregangen sidder direkte på rælingen, og roerne sidder forskudt i forhold til hinanden. Hvis du er nyt medlem, vil inriggeren være den første bådtype, du får lov til at prøve.
Outriggeren er en smal og hurtig båd, hvor åregangen sidder på et lille stativ (riggen) et stykke fra selve rælingen. Roerne sidder lige bag hinanden, og det er ikke muligt at skifte plads under en rotur. Outriggeren fås som toårers, fireårers og som otter. Båden kan være med eller uden styrmand. I otteren er der dog altid en styrmand.
Scullere er outriggere, hvor roerne har en åre i hver hånd. Der kan være tale om singlescullere til en person, dobbeltscullere til to eller større scullere til 4-8 personer. Sculler-bådtypen er uden styrmand.
Coastalbåden er en nyere bådtype, skabt til roning i bølger. Den kan også være et godt valg, hvis du i mildere vejr vil lære at ro med 2 årer uden de store balance-udfordringer - for den er ret stabil.
En del af sporten ved at ro coastal er at blive bedre til at læse havet og bruge bølgerne til ens fordel. Roteknik og fysisk form skal være på plads, for at man virkelig kan give den gas i større bølger.
En gigbåd er en mellemting mellem en inrigger og en outrigger. Den er smallere end inriggeren, men bredere end outriggeren. Åregangen sidder på et lille stativ (rig). Roerne sidder placeret lige efter hinanden. Giggen kan rigges til tre roere eller som en toer med styrmand. I giggen ror man med to årer.
Til roning benytter man forskellige typer årer. Åretypen bestemmes først og fremmest af årebladets form.
Macon-åren har et symmetrisk åreblad, der nærmest ligner en stor ske.
Big-blade-årer er asymmetriske og med et nærmest firkantet åreblad.
Typisk anvendes big-blades, når vejret tilsiger mindre bølger og let vind. Begge åretyper findes i træ og i det efterhånden mest anvendte materiale kulfiber.